Verdens bedste kvindelige tennisspiller, Serena Williams, trækker sig fra den prestigefulde turnering BNP Paribas Open i Indian Wells på grund af en skade. Det oplyser hun på flere sociale medier.
Williams, der spiller turneringen for første gang i 14 år, skulle lørdag have spillet semifinale mod den tredjeseedede rumæner Simona Halep, men sent fredag aften amerikansk tid meddelte hun arrangørerne, at hun ikke stiller op.
- Selv om det sluttede tidligt i år på grund af en skade, må jeg sige, at jeg næsten ikke kan vente med at komme igen næste år. Tak alle sammen. Jeg elsker jeg så højt, skriver hun på Twitter og Instagram.
Serena Williams går ikke i detaljer med, hvilken skade der er tale om, og hun har ikke vist tegn på at være skadet i de tre foregående kampe i turneringen. Men verdensetteren har tidligere døjet med en knæskade.
Dermed stryger Simona Halep direkte i finalen, hvor hun skal møde enten Sabine Lisicki eller Jelena Jankovic, der spiller lørdagens anden semifinale.
Williams' comeback til Indian Wells har været meget følelsesladet for hende, fordi hun tilbage i 2001 blev buh'et af og generet af publikum, som var utilfreds med, at Williams var kommet let gennem semifinalen.
Her skulle hun have mødt sin søster, Venus Williams, men søsteren trak sig fra kampen.
Mange mente, at det var Williams-søstrenes far Richard, der havde iscenesat Venus Williams afbud for at give Serena en fordel i finalen mod Clijsters.
Herefter boykottede hun turneringen i årevis helt frem til i år.
/ritzau/