Serena Williams ydmyger russer på tre kvarter

Skrevet af admin

22/01/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske tennisdronning Serena Williams havde absolut ingen problemer med at spille sig i fjerde runde i Australian Open.

På 44 minutter tævede hun russeren Daria Kasatkina 6-1, 6-1.

Særligt i eget serveparti var forskellen på de to spillere tydelig. Her vandt Williams 23 ud af 24 dueller, når hun lykkedes med sin førsteserv, og hun tabte ligeledes kun en enkelt duel de gange, hun var tvunget ud i en andenserv.

Den forsvarende mester i Australian Open skal i fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalen, møde endnu en russer i form af Margarita Gasparyan.

Gasparyan slog i sin tredje runde-kamp Yulia Putintseva, der i første runde sendte Caroline Wozniacki ud af årets første grand slam-turnering.

Hvis seedningerne holder, venter et stormøde mellem Serena Williams og femteseedede Maria Sharapova i kvartfinalen.

Også fjerdeseedede Agnieszka Radwanska er klar til fjerde runde. Hun slog tidligere fredag Monica Puig i to sæt 6-4, 6-0.

/ritzau/