Sergent dræber fem soldater: Kæmpe menneskejagt indledt

Skrevet af admin

22/06/2014

Dagens topnyheder

Det sydkoreanske militær er søndag nær grænsen til Nordkorea i ildkamp med en værnepligtig soldat, som har dræbt fem soldaterkammerater.

Sergenten skød lørdag aften fem militærfolk fra den base, hvor han gør tjeneste. Syv andre blev såret. Bagefter flygtede han ud i nattemørket med et våben, ammunition og en granat, fortæller kilder i militæret.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er han søndag morgen omringet af sydkoreansk militær i nærheden af en skole kun 10 kilometer fra grænsen til Nordkorea. Hans forældre er blevet bragt til stedet, og hans mor forsøger at overtale ham til at overgive sig.

I en voldsom skudveksling søndag morgen, efter at soldaten var blevet omringet, er en delingsfører blevet såret i armen.

Soldaten, en 23-årig sergent, havde angiveligt kun tre måneder tilbage af sin tjeneste.

Sydkoreas nyhedsbureau giver lidt flere detaljer om det femdobbelte drab:

- Han kastede først en granat og åbnede herefter ild.

Ifølge Sydkoreas militær er hele ni bataljoner, blandt andet specialstyrker, involveret i den omfattende aktion. Nyhedsbureauet AFP skriver, at det drejer sig om tusindvis af militærfolk og betjente, som blandt andet har opstillet vejspærringer.

Militæret fortæller, at et større civilområde nær grænsen til Nordkorea er blevet afspærret af sikkerhedsmæssige årsager.

Soldaterdrabene kommer i en følelsesladet tid for Sydkorea, som stadig er i chok over færgekatastrofen i april, hvor flere end 300 mennesker druknede - de fleste skolebørn.

Forsvarsministeriet har udsendt en undskyldning til befolkningen. Militæret er tidligere blevet kritiseret for manglende disciplin i nogle enheder og for ikke at forhindre lignende tragedier, hvor soldater med psykiske problemer vender deres våben mod kammerater.

I 2011 skød og dræbte en sydkoreansk marinesoldat fire personer i hæren, inden han forsøgte at sprænge sig selv i luften med en håndgranat.

/ritzau/Reuters