Serie A-spiller mødt med had for homo-støtte

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Cagliaris midtbanespiller Daniele Dessena har fået flere fodboldfans på nakken, efter at han er begyndt at promovere homoseksuelles rettigheder i Italien.

Dessena valgt den 23. februar at spille med regnbuefarvede snørebånd i en udekamp mod AC Milan i Serie A. Regnbuefarverne har i mange år været symbol for homoseksuelle.

Selv om nedrykningstruede Cagliari fik 1-1 i den svære udekamp, så har flere af klubbens fans været efter Daniele Dessena med hadefulde kommentarer på Cagliaris blog og på sociale medier på grund af hans snørebånd.

Dessena kalder reaktionerne for "dumme og uvidende".

- Vi skal alle gøre noget for at forbedre vores samfund. Det gælder ikke kun homofobi, men også racisme og andre former for diskrimination, siger Daniele Dessena til avisen La Stampa.

- Jeg havde ikke troet, at det ville skabe så meget ballede, at jeg har spillet med snørebånd i flere farver, siger den 26-årige midtbanespiller, der ikke selv er homoseksuel.

Tre af Daniele Dessenas holdkammerater valgte i sidste weekend at spille med regnbuefarvede snørebånd i en kamp mod Udinese for at støtte Dessenas kamp for homoseksuelles rettigheder.

Homoseksualitet er tabuiseret i italiensk fodbold. I 2009 udtalte den daværende landstræner Marcello Lippi, at han ikke troede, at der var homoseksuelle spillere i professionel fodbold i Italien.

Landsholdsangriberen Antonio Cassano sagde i 2012, at han håbede på, at der ikke var homoseksuelle spillere på det italienske landshold. En udtalelse han senere måtte undskylde.

/ritzau/Reuters