Servicefaget får mere uddannelse i ny overenskomst

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Som flere andre overenskomster, der i disse dage falder på plads, er mere uddannelse også hovedpunktet i den netop indgåede overenskomst, som HK/Privat og HK Handel er blevet enig med Dansk Industri om torsdag.

Overenskomstaftalen løber over de næste tre år og gælder for omkring 15.000 medlemmer fra handel-, transport- og serviceområdet, skriver HK/Privat og HK Handel i en fælles pressemeddelelse.

- Alle opsagte får ret til tre ugers uddannelse i opsigelsesperioden samt fri til to timers vejledning i fagforeningen.

- Det er en stor fordel, når de skal på jagt efter et nyt job, siger faglig sekretær Christoffer Marckmann fra HK/Privat og faglig chef Kim Jensen fra HK Handel i en fælles skriftlig udtalelse.

Ud over mere efteruddannelse betyder overenskomsten, at begge forældre uanset køn får ret til en uges ekstra barsel, og de får en højere indbetaling på pensionen under barslen.

Samtidig bliver arbejdsgivernes indbetaling på fritvalgskontoen fordoblet, og elevlønningerne stiger.

Overenskomsten bliver nu sendt til urafstemning blandt de HK-medlemmer, der er dækket af den.

Onsdag faldt overenskomsten for 40.000 kontor- og lageransatte ligeledes på plads efter lange og seje forhandlinger.

Desuden blev overenskomsten for 30.000 lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere også onsdag kørt i hus.

Omkring 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked skal netop nu have nye overenskomster. På industriens område med 250.000 lønmodtagere er forliget ligeledes forhandlet hjem.

/ritzau/