Sevilla-træner om skadet Krohn-Dehli: Det ser slemt ud

Skrevet af admin

29/04/2016

Dagens topnyheder

Sevilla-spilleren Michael Krohn-Dehli kan sandsynligvis se frem til en længere skadespause efter torsdagens uheld i Europa League.

I store smerter blev den rutinerede danske midtbanespiller båret fra banen i det første semifinaleopgør ude mod Shakhtar Donetsk, efter at han var kommet til skade med sit knæ.

Efter 2-2-kampen slår Sevilla-træner Unai Emery fast, at han ikke forventer at se Krohn-Dehli på banen foreløbig.

- Krohn-Dehlis skade ser alvorlig ud.

- Vi skal være der for ham nu, og for hans skyld vil vi videre i turneringen. Vi skal vende det til en ekstra motivation, siger Sevilla-træneren ifølge ESPN.

Michael Krohn-Dehli nåede blot 13 minutter på banen, da han blev skiftet ind efter en times spil.

Den danske landsholdsspiller, der tidligere i karrieren har døjet med knæskader, faldt til jorden efter en tilsyneladende harmløs duel, men det stod hurtigt klart, at han var i store problemer.

Allerede i faldet tog Krohn-Dehli sig til knæet, og da midtbanespilleren kort efter så ned på sit knæ, skreg han og kiggede straks væk, mens han holdt hænderne over ansigtet.

Sevilla er endnu ikke kommet med en udmelding omkring skadens omfang.

Sevilla-træner Unai Emery vurderer, at duellen mod Shakhtar Donetsk er helt åben efter torsdagens 2-2-resultat i Ukraine.

- Begge hold fik vist, at de fortjent er i semifinalen. Det er helt åbent - 50/50 vil jeg mene.

- Vi skal levere vores bedste i returopgøret, hvis vi skal videre, siger Emery.

Sevilla har vundet Europa League de seneste to sæsoner. Der er returkamp i næste uge i Spanien.

/ritzau/