Sexovergreb på Fyn: Gerningsmanden mumlede

Ann Katrine Warren

|

27/11/2012

Dagens topnyheder

De to små piger, som i henholdsvis Øster Skerninge og Refsvindinge blev bortført og seksuelt misbrugt, er blevet videoafhørt. Derfor kan Fyns Politi nu offentliggøre flere detaljer om manden bag de grove sexovergreb.

- Han mumlede og snakkede nærmest med sig selv, mens han kørte rundt med pigerne. Det har de begge to bemærket. Han spurgte dem også begge to ud om deres alder, og hvor de går i skole, siger efterforskningsleder Henrik Justesen, som håber, at især gerningsmanden tendens til at mumle kan få nogen til at henvende sig med nye spor.

Politiet arbejder stadig intenst på sagen, og mere end 70 mænd har indtil nu frivilligt afgivet mundskab. 60 af prøverne har man fået DNA-svar på, og foreløbigt matcher ingen gerningsmandens profil.

- Vi har valgt at få taget de mange mundskrab i forbindelse med vores afhøringer, fordi det hurtigt og entydigt kan udelukke folk fra at være under mistanke. Det er vigtigt for både de mistænkte og for efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

Selv om der nu er gået en måned siden det første overgreb, så er interessen for sagen stadig stor. Det vidner de over 1.000 henvendelser i sagen om.

- Vi vil rigtig gerne have opklaret denne her sag. Både for at gerningsmanden kan komme for en dommer, men også fordi den helt forståeligt har skabt stor utryghed, siger Henrik Justesen.

Foto: Arkivfoto fra overgrebet på en 10-årig pige i Refsvindinge.