SF: Behov for arresthusreform

Skrevet af Elo Christoffersen

22/10/2012

Mest læste i dag

 

I dag sætter folketingets partier sig om bordet for at lave en ny fireårig plan for fængslernes økonomi. SF's Karina Lorentzen fra Kolding vil have arresterne på bordet:

- Mange arrester er langt over hundrede år gamle og vi har fire i Sydjylland, der er bygget i preussertiden. De er nedslidte, små og sikkerheden er for dårlig. Desuden halter bemandingen og adgangen til uddannelse og beskæftigelse ikke optimal, siger Karina Lorentzen.

Hun vil som minimum have undersøgt, hvordan man kan lave en arresthusreform:

- Det er en kæmpe økonomisk opgave, men vi kommer ikke udenom at det kan blive nødvendigt at nedlægge små arrester og lave superarrester i stedet. Tønder, Sønderborg, Haderslev og Åbenrå har eksempelvis nogle meget små enheder og spørgsmålet er, om de ikke kunne have gavn af at sammenlægges til en størrelse, der sikrer en bedre bemanding og ordentlige beskæftigelsestilbud til de indsatte, fortæller Karina Lorentzen.

Hun er inspireret af arresten i Vejle, hvor man både kan opdele i mindre enheder, men også har en bemanding, der sikrer, at en kan gå fra til at lave forebyggende arbejde. Det kan blive sværere i mindre arrester.