SF-ekspert: Partiet er kommet tilbage fra dybt hul

Skrevet af admin

19/04/2015

Dagens topnyheder

SF kan med optimisme se frem til den kommende valgkamp. Partiet har fundet sig selv igen, og formand Pia Olsen Dyhr lader til at være i topform.

Det mener Weekendavisens politiske journalist Hans Mortensen, der er forfatter bag bogen "SF - Magtens Pris".

For lidt over et år siden var SF i krise. SF havde forladt regeringen efter salget af Dong til Goldman Sachs, men i forbindelse med denne weekends landsmøde i København er stemningen i SF god.

- Sidste år var SF på randen af kaos. Partiet var kommet ud af regeringen på en uelegant måde, men i dag er der en helt klar tro på en god fremtid igen, siger Hans Mortensen.

Han synes dog, at det er lidt bemærkelsesværdigt, at Pia Olsen Dyhr og topledelsen i SF i disse dage går hårdt til regeringen på en række punkter.

- Nu er der en anden kritisk holdning over for ting, som SF selv har været med til at gennemføre, da partiet dannede regering med Socialdemokraterne og de radikale, siger Hans Mortensen.

Ved landsmødet blev det slået fast fra både ledelse og bagland, at ambitionen er at få SF i regering igen - selvfølgelig med den lærdom i baghovedet, at SF ikke skal lade sig tromle som ved partiets første forsøg.

- SF vil helt sikkert stramme kravene til den næste gang, hvor de kommer i regering. SF kan godt blive regeringsparti igen, men det er umiddelbart svært at se, at det sker i en overskuelig fremtid, siger Hans Mortensen.

SF-veteranen Holger K. Nielsen er en af dem, som har slået fast, at SF vil i regering igen, men at "partiet ikke regner med at komme i regering denne gang" med henvisning til det kommende valg.

Valget skal være afholdt senest 14. september.

/ritzau/