SF: Hårdere straffe til psykisk syge skal kortlægges

Skrevet af admin

16/03/2014

Dagens topnyheder

Det lyder mærkeligt, at der på 10 år er sket en tredobling af psykisk syge, der er blevet dømt for kriminalitet, mener SF's retsordfører, Karina Lorentzen, der kalder udviklingen "markant".

Politiken skriver søndag, at knap 4000 personer i dag har foranstaltningsdomme, fordi de blev erklæret utilregnelige i gerningsøjeblikket.

- Det er klart, at hvis man er til fare for sig selv og sine omgivelser, men er for syg til fængsel, så kan en foranstaltningsdom være vejen frem, siger Karina Lorentzen, der også er formand for Retsudvalget, i en e-mail til Ritzau.

- Men det er altså ikke meningen, at folk skal spærres inde på ubestemt tid for relativt små ting som trusler, hærværk eller en simpel voldsepisode.

- Det opleves som meget urimeligt, hvis man får en dom på ubestemt tid for en mindre voldsepisode, som almindeligvis takseres til 30 dage for alle andre, fortsætter Karina Lorentzen, der kalder udviklingen for en "voldsom skævvridning af retssystemet".

De sindslidendes organisationer kritiserer, at flere og flere psykisk syge de seneste tre år har fået domme uden såkaldt længstetid for forbrydelser, som ikke er af såkaldt alvorlig personfarlig karakter.

Ifølge kritikerne går det direkte imod straffeloven, hvor de tidsubestemte straffe som regel er forbeholdt alvorlige sager som drab, drabsforsøg, brandstiftelse, voldtægt og grov vold.

- Hvis du ikke er sindssyg i forvejen, bliver du det af at få sådan en dom, siger Knud Kristensen, der er formand for landsforeningen for sindslidende, Sind, til Politiken.

SF's retsordfører vil nu bede justitsministeren om en redegørelse:

- Der er behov for at kortlægge, hvorfor udviklingen er gået, som den er, når Folketinget har haft et ønske om at mindske antallet af domme uden længstetid, og i samme ombæring må det også forklares, hvorfor der gives flere og flere domme for andet end meget grov kriminalitet, siger hun.

/ritzau/