SF og EL raser: Vi fik for lidt oplysninger om skifergas

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

Folketingets Energiudvalg fik meget få oplysninger, da det tillod skifergasudvinding i Vendsyssel, skriver tv2nord.dk.

Energi- og klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) siger til TV2 Nord, at Folketinget dengang fik for lidt information, da det godkendte skifergasaftalen i Vendsyssel.

- Set i bakspejlet, så ville flere politikere i udvalget gerne have haft flere oplysninger, så det skulle de selvfølgelig have haft.

- Men det var der jo ingen, der vidste dengang. Da fulgte man bare den proces, man altid havde fulgt - nemlig at det bare var en efterforskningstilladelse, siger ministeren.

Den daværende energiminister Lykke Friis (V) gav Folketingets Energiudvalg en meget kortfattet meddelelse, der hverken omtalte skifergas eller den meget omstridte metode, som gassen udvindes på, som kaldes fracking.

Skifergassen presses ud af undergrunden ved hjælp af stort tryk med en blanding af vand, sand og kemikalier.

Per Clausen, der både er medlem af Folketinget og Aalborg Byråd for Enhedslisten, føler sig ført bag lyset.

- Da man gav den her tilladelse under den borgerlige regering, da snød man Folketinget ved ikke at fortælle, at det handlede om skifergas, siger Per Clausen til TV2 Nord.

Også SF-formand Pia Olsen Dyhr Olsen føler sig snydt.

- Vi kan desværre ikke bare ophæve den aftale, som Venstre & Co. snød Folketinget til at godkende. Men vi bør så hurtigt som muligt sikre ordentlige miljøkrav, så vi får stoppet skifergas i Danmark, siger hun i en skriftlig kommentar.

Tirsdag gav Naturstyrelsen det franske energiselskab Total lov til at benytte to nye kemikalier i forbindelse med prøveboringen efter skifergas ved Dybvad i Nordjylland.

Det franske energiselskab har tidligere brugt et kemikalie uden tilladelse under prøveboringen, hvilket fik Energistyrelsen til at suspendere Totals arbejde i begyndelsen af maj.

Episoden førte til, at Miljøministeriet overtog ansvaret for at miljøgodkende prøveboringen fra Frederikshavn Kommune. Naturstyrelsen er en del af Miljøministeriet.

/ritzau/