SF-profil: SF er den store taber

admin

|

31/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det gavner ingen at kaste med mudder.

Sådan lyder det fra SF's Trine Pertou Mach efter, at partiet næstformand, Mette Touborg, nu har valgt at trække sig fra sin post.

Touborg anses af mange som en samlende figur i det splittede parti, men fredag meldte hun sin afgang på Facebook.

Og med afskeden fulgte også en slet skjult røffel, rettet mod de oprørere, der i første omgang byggede Annette Vilhelmsen op som formand, men som under et krisemøde i partiet onsdag alligevel gik imod partilinjen.

"Nu løber flere så baglæns, og vil ikke stå ved hverken forløbet eller tage ansvar for konsekvenserne, men giver formanden ansvaret. Flere af dem var helt tæt på planlægning af Annettes formandsvalgkamp", skriver Touborg.

Og det får nu Pertou Mach - der selv var en af hovedkræfterne bag opstillingen af den dengang nærmest ukendte Vilhelmsen som partiformand - til at opfordre til at indstille mudderkastningen.

- Jeg vil takke Mette for hendes indsats som næstformand og opfordre til - som hun selv gjorde det på Landsledelsesmødet i går - at tage en dyb indånding og tænke sig om, skriver Trine Pertou Mach i en sms til Ritzau.

- Mudderkastning gavner ingen og SF er den store taber. Jeg ønsker hende alt det bedste med borgmesterarbejdet, skriver Pertou Mach.

/ritzau/