SF tilslutter sig energiaftale efter garantier

Skrevet af admin

28/06/2014

Dagens topnyheder

SF giver nu grønt lys til regeringens justering af energiaftalen, da det tidligere regeringsparti har fået garantier for, hvad der skal ske med havvindmølleparken Kriegers Flak.

Det siger SF's klima- og energiordfører, Steen Gade, som har fået tilsendt en tidsplan for udbudsprocessen og tilslutningstidspunktet for havvindmølleparken.

- For SF har det været afgørende, at målene i energiaftalen fra 2012 fastholdes, og at vi får sikkerhed om havvindmøllerne på Kriegers Flak, siger Steen Gade i en skriftlig kommentar.

- Faktisk giver den nye aftale det danske elnet endnu mere vind i sejlene. I stedet for den oprindelige målsætning om, at halvdelen af elektriciteten skulle komme fra vind i 2020, kan vi nu se frem til 53 procent, tilføjer ordføreren.

Steen Gade nævner, at det også har været vigtigt for partiet, at den sociale balance, der var i forsyningssikkerhedsafgiften, fastholdes i den nye finansieringsmodel. Og det er nu sikret, lyder det fra ordføreren.

- Det er helt centralt, at parterne forpligter sig til at finde måder at kompensere for det øgede CO2-udslip, og at der frem mod 2020 etableres en sammenhæng mellem klimarådets årlige forslag til yderligere CO2-reduktioner og den løbende indsats for at nå målet om 40 procents CO2-reduktion i 2020, siger Steen Gade og fortsætter:

- Den mulighed er nu sikret.

Samtidig noterer ordføreren sig, at finansieringen af PSO-lempelserne i altovervejende grad kommer fra midler, der i forvejen var afsat til lempelser for erhvervslivet.

Foreløbig ser det dog svært ud at lande en bred aftale, da De Konservative har meldt ud, at man vil blokere for ændringer af energiaftalen og dermed dele af den kommende vækstpakke, hvis bundskatten bliver hævet.

/ritzau/