SF vil have Danmark med i EU's bankunion

Skrevet af admin

15/04/2014

Dagens topnyheder

SF opfordrer som det første parti regeringen til at tilslutte Danmark EU's bankunion.

I en kronik tirsdag i Information skriver SF's medlem af EU-Parlamentet, Margrete Auken, og EU-kandidat Teis Volstrup, at "mens andre partier tøver, er SF klar". En opfordring, SF's formand, Pia Olsen Dyhr, støtter.

Samme dag, som EU-Parlamentet formelt blåstempler det sidste element i bankunionen, den fælles afviklingsmekanisme for syge banker, siger Margrete Auken:

- Det vigtige ved at være med er, at så har man også indflydelse på det. Ellers sidder de andre bare og bestemmer for en. Derfor skal vi skynde os at komme med.

EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og det græske EU-formandskab blev i sidste måned enige om den fælles afviklingsmekanisme, der skal træde til, hvis store banker krakker, som det skete under og efter krisen i 2008.

EU's største banker skal selv indbetale de i alt 410 milliarder kroner til afviklingsfonden og på den måde sikre, at de i fremtiden selv dækker tabene i forbindelse med kriser. Hvilket ofte ikke har været tilfældet efter krisen, hvor statskasserne har måttet træde til.

SF står dog foreløbig alene med ønsket om straks at tilslutte sig bankunionen, mens flere partier samt Folkebevægelsen mod EU allerede nu advarer mod en dansk tilslutning.

Efter aftalen faldt på plads, forklarede økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), at "vi skal i detaljen for at se, hvordan det samlede billede tegner sig", og heller ikke EU-spidskandidaterne fra de to regeringspartier ser nogen grund til hastværk.

Det Radikale Venstres Morten Helveg Petersen ser ikke nogen grund til, at SR-regeringen træffer en beslutning nu.

- Nu sidder justitsen og tygger på implikationerne af det, og det afventer regeringen. Men det er ikke spørgsmålet om at hoppe på nu, eller så er toget kørt i morgen, siger han til Information.

/ritzau/