SF vil helst tale om tilfredshed i ældreplejen

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Den diskussion gider jeg slet ikke at tage nu.

Sådan siger socialordfører for SF Anne Baastrup om Zenia Stampes (R) udmelding om, at velhavende ældre, som ikke kan klare sig selv, selv skal betale for hjemmehjælp så som rengøring.

- Jeg synes, det er bedre velfærd, at velhavende ældre bidrager selv, så ældre uden netværk eller formue kan få mere, siger Zenia Stampe.

Hun begrunder det med, at de, der har brug for det, kan få tre bade om ugen, hvis de velhavende selv betaler i stedet for at efterlade millionarv til de pårørende.

- Det er fair nok, at hun siger det, siger Anne Baastrup.

- Den diskussion gider jeg bare slet ikke at tage nu, tilføjer hun.

Andet har Anne Baastrup ikke at sige om Zenia Stampes udtalelse. Som hun husker det, var det dyrt i administration at få velhavende ældre til lommerne, sidst forslaget blev taget op.

Hun vil hellere tage diskussionen om, at det går godt med ældreplejen i de fleste kommuner.

- Det, jeg er bange for nu, er, at ældre mennesker er bange for at blive gamle. Derfor vil jeg gerne have en debat om, at det går godt. Der er nogle steder, det ikke går godt, men de fleste steder går det godt.

Anne Baastrup fortæller, at regeringen har taget sig af det stigende antal ældre ved at lave en 2020-plan, hvor der tages højde for det.

Hun siger, at regeringen har et klart mål om at forbedre velfærden for de gamle.

- Det kan gøres ved at sikre, at kommunerne rent faktisk bruger de penge, de får tildelt i budgetforhandlingerne, siger hun.

Men Zenia Stampes forslag til forbedring af de ældres velfærd vil hun ikke diskutere nærmere.

/ritzau/