Sidste franske gidsel i Afrika er vendt hjem

Skrevet af admin

10/12/2014

Mest læste i dag

Frankrigs sidste tilbageværende gidsel i udlandet, Serge Lazarevic, der blev bortført i Mali i 2011, vendte onsdag hjem efter tre års fangenskab hos militante islamister. Han blev modtaget af sin familie og præsident François Hollande.

Den 51-årige Lazarevic strålede af glæde, da han blev modtaget af den franske præsident i en militær lufthavn uden for Paris, hvorefter han overvældet af følelser kunne omfavne sin mor og sin søster.

- Velkommen tilbage, Lazarevic, vi har ventet på dig i tre år, sagde præsidenten, da han tog imod den frigivne.

Lazarevic, der steg ud af flyet sammen med sin datter, der fløj ned og mødte ham i Niger tirsdag, sagde, at "livet er godt, når man er fri."

- Jeg vidste ikke, hvad frihed ville sige. Jeg havde glemt, hvad det vil sige at være fri. Jeg vil aldrig glemme det igen, sagde Lazarevic, som senere blev kørt til lægeundersøgelser på et militærhospital.

Lazarevic var den sidste af over et dusin franskmænd, der har været gidsel i Afrika i de seneste år. Mali og Niger har spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at få ham fri, Der er ingen oplysninger om, hvorvidt gidseltagerne har modtaget penge eller har fået andre krav imødekommet.

- Vores gidsel Serge Lazarevic, vores sidste gidsel, er fri. Der er ikke flere franske gidsler i noget land i verden, sagde Hollande efter frigivelsen.

Den 55-årige Herve Gourdel, vandrer og bjergbestiger, ledsagede sin landsmand Philippe Verdon, da de blev taget til fange af al-Qaeda i 2011, hvilket udløste en fransk militær intervention i området i 2013.

Verdon, som var stærkt svækket af flere sygdomme, blev dræbt af gidseltagerne sidste år. Han blev henrettet som reaktion på den franske intervention, hed det.

Verdon's søn stod onsdag ved siden af Lazarevic, der kaldte ham "min søn" og omfavnede ham foran pressefotografernes kameraer.

/ritzau/Reuters