Sigtelse: 26-årig mand snittede 55-årig i halsen med kniv

Skrevet af admin

18/04/2016

Dagens topnyheder

Retten i Randers har valgt at varetægtsfængsle en 26-årig østjyde i to uger, efter at han søndag blev anholdt og sigtet for drabsforsøg.

Ifølge politiet opsøgte den 26-årige mand en 55-årig mand på en adresse i Grenaa på Djursland søndag aften.

De to har tidligere haft en familierelation til hinanden.

Den 26-årige truede den 55-årige med at slå ham ihjel, samtidig med at han angiveligt snittede ham på højre side af halsen flere gange.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi, at det lykkedes den 55-årige at få kniven fra den sigtede. Derved fik han også skader på hænderne.

Den 26-årige mand forlod stedet kort efter klokken 21.43, hvor drabsforsøget blev begået.

Senere på aftenen henvendte han sig dog til en politipatrulje, som var ude for at lede efter ham. Han blev anholdt, og mandag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Det vides ikke, hvordan den 26-årige forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/