Silkeborg-træner: Vi var fraværende i første kvarter

Skrevet af admin

22/03/2015

Mest læste i dag

Et gyldent minut gav to mål og en pauseføring på 2-1 til Silkeborg i søndagens 2-2-kamp mod FC Nordsjælland.

Men inden da var der forløbet 44 minutter med stor FC Nordsjælland-dominans, hvilket ikke passede Silkeborg-træner Kim Poulsen.

- I indledningen på kampen var vi mærkeligt fraværende. Vi var ikke ordentligt til stede i de første 15 minutter, og vi kan ikke indvende noget imod, at FC Nordsjælland kom foran, siger Kim Poulsen.

Det blev bedre for Silkeborg, som på trods af at have været foran 2-1 måtte nøjes med 2-2. Et fair resultat, mener Silkeborgs dobbelte målscorer Morten Beck Andersen.

- Det var ærgerligt, at mine to mål ikke gav tre point. Det havde nok ikke været 100 procent fair, hvis det havde givet tre point, men det kunne godt have gjort det, siger Morten Beck Andersen.

Han medgiver dog også, at FC Nordsjælland dominerede første halvleg.

- De kom med mere, end vi havde, og selvfølgelig er det ærgerligt, men vi kom fint tilbage, synes jeg.

Silkeborg har nu fået syv point i fire kampe og er kommet i gang med at skrabe point sammen efter et miserabelt efterår.

Kim Poulsen mener også, at kampen er et udtryk for, at Silkeborg har rykket sig.

- Det er sådan en kamp, vi for en måned siden havde tabt. Der er nogle detaljer, der indikerer, at vi er på rette vej, og at der ligger flere point og venter på os, siger Kim Poulsen.

/ritzau/