Simon Kjærs klub er stadig uden sejr i Europa League

Skrevet af admin

23/10/2014

Mest læste i dag

Tre kampe. Tre uafgjorte. Tre point.

Således har sæsonen i Europa League foreløbig formet sig for den franske fodboldklub Lille.

Torsdag aften måtte Simon Kjærs klub nøjes med 0-0 hjemme mod engelske Everton, så Lille fortsat er uden sejr i gruppe H.

Den danske landsholdspiller var med i hele kampen.

Det var Nicklas Bendtner til gengæld ikke, da Wolfsburg med 4-2 ude over FC Krasnodar fra Rusland hentede sin første sejr i samme gruppe.

Angriberen var ikke med i Wolfsburgs trup. Den tyske klub har fire point, et færre end førende Everton.

FC Krasnodar er sidst med to point.

Målmanden Jonas Lössl og forsvareren Lars Jacobsen spillede hele kampen for Guingamp, da den franske klub spillede 0-0 ude mod Dinamo Minsk fra Hviderusland.

Angriberen Ronnie Schwartz så hele kampen fra Guingamps bænk. Klubben har fire point i gruppe K.

Alexander Scholz var med i hele kampen for Lokeren, da den belgiske klub tabte 0-2 ude til tyrkiske Trabzonspor i gruppe L. Lokeren har tre point.

/ritzau/