Siumut vinder knebent valget i Grønland

Skrevet af admin

29/11/2014

Dagens topnyheder

Regeringspartiet Siumut er efter et tæt valg fortsat Grønlands største parti med 326 stemmer flere end Inuit Ataqatigiit (IA).

I alt har Siumut fået 34,3 procent af stemmerne, mens IA har fået opbakning fra 33,2 procent af vælgerne.

Det viser det officielle valgresultat ifølge valg.gl. Dermed kan Siumut indkalde de andre partier til forhandlinger om en kommende regeringsdannelse.

Og der bliver nok at tale om, for det bliver et puslespil at få en koalition til at falde på plads. Hverken Siumut i samarbejde med partiet Atassut eller IA sammen med Demokraterne kan mønstre det nødvendige flertal på 16 mandater.

Derfor får de mindre partier en afgørende rolle de kommende dage.

Særligt Partii Naleraq med tidligere landsstyreformand Hans Enoksen i spidsen forventes at få en afgørende rolle, da han kan pege på en kommende landsstyreformand.

/ritzau/