Sjællandsk far i fængsel for otte års seksuelt misbrug af døtre

Skrevet af Ronja Ryde

25/06/2014

Dagens topnyheder

En 45-årig mand er i dag blevet idømt fem års fængsel for otte års seksuelle overgreb mod sine to døtre.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. 

Manden, som er fra Albertslund har siden oktober siddet varetægtsfængslet, tiltalt for seksuelle krænkelser fra 2005 til 2013 af sine to døtre, som i dag er ni og 12 år gamle.

Ifølge tiltalen havde manden 'anden seksuel omgang end samleje' med den ældste datter, fra hun var 4-5 år til hun var 12 år gammel, og med den yngste datter, fra hun var fem til otte år gammel. 

Han var desuden anklaget for fuldbyrdede samlejer med den ældste pige i to år, fra hun var 10 til 12 år gammel.

- Fordi det stod på i mange år, og fordi pigerne var små og fordi gerningsmanden er deres far – og dermed en person, de havde tillid til – lagde anklagemyndigheden op til mindst fem års fængsel. Derfor skulle sagen afgøres for et nævningeting, siger anklager Mette Lühdorf.

Nævningetinget ved Glostrup Ret idømte i dag faderen fem års ubetinget fængsel, som han nu overvejer anke. Han er fortsat varetægtsfængslet.  

Retten dømte ham desuden til at betale 100.000 kroner i erstatning til den ældste datter og 40.000 kroner til den yngste. 

Sagen blev anmeldt til Københavns Vestegns Politi af moderen en søndag i oktober 2013. Efter afhøring af hende mandag, hjemmebesøg tirsdag og videoafhøring af børnene onsdag blev faderen anholdt og fængslet fredag. Han har siden siddet varetægtsfængslet, mens sagen blev behandlet.