Skæve iPhones: Garantien dækker ikke

Skrevet af Emma Kirstine Kejser

18/01/2013

Mest læste i dag

Mobilsiden.dk har bragt historien om, hvordan flere iPhone5 ejere nu har oplevet, at deres telefon direkte er blevet skæv.

Først løb den nye iPhone5 ind i problemer med en farve, som blev slidt af, og kort efter en aluminiumsoverflade, der var utroligt let modtagelig for ridser.

Men her stopper balladen ikke.

Alene hos iPhone-service.dk har man oplevet 3-4 skæve iPhones siden lanceringen.

- Vi har haft 3-4 stykker inde, alene i Odense, hvor kunder rent faktisk kom ind med en bøjet iPhone 5, siger Mac Khai Dang, direktør i iPhone-service.dk.

Kunderne fortæller om iPhones der helt af sig selv bliver skæve. Men Adam Altintas fra Mobilchefen i Odense som har 10 års erfaring med reparationer af mobiltelefoner er af en anden mening, for den skævhed, der kan opstå hos iPhone5, kommer ikke af sig selv.

- iPhone5 er konstrueret til at være fleksibel netop for at undgå skader når telefonen f.eks. ligger i en lomme. Når iPhone5 lægges ind i et hardcover nedsættes den fleksible evne, og risikoen for en skade er større hvis man læner sig op af en bordkant eller lignende, fortæller Adam Altintas fra Mobilchefen i Odense.

Ingen garanti

IPhone-brugere, som er så uheldige at stå med en bøjet telefon, har ikke meget hjælp at hente.

For en skæv telefon, eller en knust skærm er ikke omfattet af garantien eller reklamationsretten.

Hos professionelle værksteder kan en skade udbredes, men fordi en bukket telefon kræver udskiftning af flere af telefonens dele, kan en reparation sagtens koste 2.-3.000 kroner.