Skandale-rapper skal undervise studerende

Skrevet af admin

23/09/2014

Dagens topnyheder

"The College Dropout"  - på dansk "Den frafaldne studerende" - var titlen på Kanye Wests debutalbum fra 2004. Nu er den skandaleramte rapper imidlertid vendt tilbage til skolen - denne gang for at undervise.

Rollen som lærer for en flok studerende på en teknisk skole i Los Angeles er dog ikke et frivilligt valg fra Wests side.

Jobbet er nemlig en del af den samfundstjeneste, som Kanye West blev idømt, efter han i juli sidste år overfaldt en paparazzofotograf i lufthavnen i Los Angeles. Det skriver Complex.

På Los Angeles Trade Tech College har den 37-årige rapper fået til opgave at undervise i design og mode. Det burde heller ikke være så svært for stilikonet Kanye West, der har sin egen tøj-serie hos modefirmaet A.P.C.

Kanye West, der dette forår blev gift med realitystjernen Kim Kardashian ved et storstilet bryllup i Firenze, Italien, skal i alt afsone 250 timers samfundstjeneste, deltage i kurser i vredeshåndtering samt tilbringe en dag i fængsel.

Se billeder af Kanye West, der underviser studerende på Los Angeles Trade Tech College her: http://instagram.com/p/tKYc8TkUIe/?utm_source=partner&utm_medium=embed&utm_campaign=photo&modal=true

Newspaq