Skandaleforfatter: Qvortrup var min bedste chef

Skrevet af admin

29/04/2014

Dagens topnyheder

Ken B. Rasmussen, hvis nyudkomne roman har været startskuddet på skandalesagen om Se og Hørs ulovlige overvågninger, har kun ros til overs for Henrik Qvortrup, der tirsdag forlod sin stilling på TV2 som konsekvens af sin fortid som chefredaktør på det kulørte ugeblad.

- Det er hverken med skadefro eller personlig tilfredsstillelse, at jeg modtager nyheden omkring Henrik Qvortrups afsked med TV2. Af alle de chefer, jeg har haft på Se og Hør, var Q klart den bedste, skriver Ken B. Rasmussen i en mail til Ritzau.

I sin roman "Livet, det forbandede" beskriver Ken B. Rasmussen ellers, at han følte sig svigtet, da Henrik Qvortrup - eller Den Skaldede, som han hedder i romanen - sagde op som chefredaktør for "Set og Hørt" for at starte som politisk kommentator hos TV2.

I bogen står der således:

- Det var dog følelsen af svigt, der stod klarest hos Sønderjyden. Det var kun fire måneder siden, at Den Skaldede havde hyret ham med ord som "vi er et godt team", "det er fedt, at du bliver en del af fremtidens Set og Hørt, og "det foregående år var bare begyndelsen".

På baggrund af Ken B. Rasmussens roman bragte BT mandag en række artikler, der afslørede, hvordan Se og Hør i perioden 2008-2012 betalte en ansat hos PBS, det nuværende Nets, for at udlevere oplysninger om kendte danskeres kreditkortaktiviteter.

Qvortrup har nægtet at have kendskab til den ulovlige overvågning, men han vil ikke udelukke, at han har været med til at betale PBS-kilden for de ulovlige oplysninger. Samtidig erkender den nu forhenværende politiske kommentator, at han har hilst på kilden i sin tid på Se og Hør.

Ken B. Rasmussen, der har optrådt flittigt i de danske medier mandag og tirsdag, vil først udtale sig om sagen igen torsdag.

/ritzau/