Skandinavien bliver Apple og Spotify's nye kampplads

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Faldende indtægter fra den digitale musikbutik iTunes Store har tvunget Apple på streaming-krigsstien. Mandag lanceredes Apple Music, som på et mættet marked skal kæmpe hårdt for at vippe svenske Spotify af tronen.

- Apple har direkte adgang til vores iPhones. Deres musiktjeneste er i hånden på dig, når du køber en ny telefon eller opdaterer den gamle, alligevel kan de få det svært, siger ph.d.-studerende Rasmus Rex Pedersen, der forsker i musikeres vilkår i den digitale verden.

Rasmus Rex Pedersen vurderer, at den direkte adgang til telefonerne gør det nemmere for Apple at få fat i det amerikanske marked, hvor en mindre del af forbrugeren har taget streaming til sig. Modsat får Apple det svært i de skandinaviske øregange.

- I Skandinavien er Spotify blevet synonym med streaming. Det vil sige, at i de lande skal Apple tilbyde noget, der er mere attraktivt end Spotify. Så i første omgang vil Apple nok forsøge at få fat i det amerikanske marked, vurderer Rasmus Rex.

Apple Music er rosinen i pølseenden på et streamingmarked, der blandt andet tæller Tidal, WiMP, TDC Play, Napster og Spotify, som den ubestridte regent. 60 millioner mennesker lytter gratis med hos Spotify, mens 15 millioner betaler.

Samtidig peger Rasmus Rex Pedersen på, at mange iPhone-ejere allerede har registreret deres kreditkort til deres Apple-konto. Og det gør tilmeldingsprocessen ekstremt fleksibel og nem.

- Den tredje faktor er, at Apple kommer med en markedsføringsmagt, der er større end de andre aktører på markedet. De har simpelthen flere penge til at investere i deres tjeneste, siger Pedersen.

- Om det er nok til at vippe Spotify af pinden, er et åbent spørgsmål, siger Rasmus Rex Pedersen.

/ritzau/