Skat risikerer at skulle betale trecifret millionbeløb

Skrevet af admin

13/03/2014

Mest læste i dag

Skat kan se frem til en større efterregning, efter EU-Domstolen torsdag gav PensionDanmark ret i den såkaldte ATP-sag, som pensionsselskabet har forsøgt at få afgjort i Østre Landsret.

Domstolen mener, at EU's momsdirektiv skal fortolkes sådan, at pensionskasser kan være fritaget for moms, hvis en række betingelser i øvrigt er opfyldt. Og det kan koste Skat dyrt, vurderer revisionskoncernen PricewaterhouseCoopers, CwP.

- Et forsigtigt skøn er, at Skat kommer til at tilbagebetale et større trecifret millionbeløb. Herudover betyder dommen, at pensionsselskaber og deres forvaltere også fremadrettet kan spare moms, siger direktør og momsekspert i PwC Anders Strandet Jepsen.

Skattemyndighederne afviste i 2005 at fritage pensionsselskabet for moms - undtagen for de ydelser, der vedrører selve udbetalingen af pensionsmidler.

- Dommen underkender dansk praksis. Pensionsselskaber og deres forvaltere vil derfor kunne kræve moms tilbage fra Skat, og det kan ske 10 år tilbage i tid, siger Anders Strandet Jepsen om sagen.

PensionDanmark købte tilbage i 1991 ATP PensionService. Og her er man tilfreds med dommen:

- Vi har pligt til at give medlemmerne de bedst mulige betingelser og dermed forvalte medlemmernes opsparing til så lave omkostninger som overhovedet muligt. En momsfritagelse vil komme medlemmerne til gode, siger skattechef Majbritt Klemp.

Det var PensionDanmark, der indbragte skattemyndighedernes afgørelse for Landsskatteretten og senere for Østre Landsret, som har spurgt EU-Domstolen om, hvad der er den rette fortolkning af momsdirektivet.

Sagen går nu tilbage til Østre Landsret, som skal træffe den endelige afgørelse i den danske sag.

/ritzau/