Skat undersøger 65 emner i Panama-lækage

Skrevet af admin

10/05/2016

Mest læste i dag

Skat undersøger 65 emner i de såkaldte Panama-papirer, efter at dele af lækagen blev offentliggjort mandag. Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.

Panama-papirerne har afsløret flere sager, hvor penge har været skjult for skattemyndighederne i forskellige lande ved hjælp af et advokatfirma i Panama.

Dele af dokumenterne blev mandag aften lagt offentligt frem. Men skattemyndighederne nedtonede på forhånd forventningerne til, hvor meget oplysningerne kunne bruges til.

Nu kalder indsatsdirektøren i Skat, Jim Sørensen, de mange data for "meget interessante".

- Og vi har allerede identificeret 65 emner i databasen, som vi nu skal analysere og samkøre med de oplysninger, vi allerede har, siger han i pressemeddelelsen.

- Jeg vil dog godt understrege, at man jo ikke nødvendigvis er skatteunddrager, blot fordi man optræder i de lækkede dokumenter. Det er nu vores opgave at finde ud af, om den danske statskasse er blevet snydt for skattekroner, tilføjer Jim Sørensen.

Databasen er bygget op, så man kan søge på et navn eller firma. Herefter kommer personens eller firmaets forbindelser med andre i det omfattende materiale frem.

Til gengæld kan man ikke se dokumenterne bag forbindelserne såsom stiftelsespapirer og mailkorrespondancer.

- Det ville klart have hjulpet os, hvis de tilgængelige data indeholdte dokumentation om for eksempel konkrete pengestrømme eller lignende. Det betyder ikke, at vi ikke har noget at gå efter. Blot at vejen til en eventuel kontrolsag er længere, siger Jim Sørensen.

I alt indeholder databasen 360.000 navne og selskaber fra hele verden.

/ritzau/