Skatteministeriet får større smæk end Skat i ny kritik

admin

465 uger siden

|

11/11/2015

Dagens topnyheder

Toppen i Skatteministeriet har svigtet mest i forhold til de mange problemer og skandalesager, Skat har været ramt af de seneste år.

Sådan lyder det fra Statsrevisorerne, som onsdag i en ny beretning kom med skarp kritik af Skatteministeriet, som "ikke har sikret rammer og grundlag for en tilfredsstillende opgaveløsning i Skat".

Og der er ingen tvivl om, at ministeriet har et større ansvar end Skat for problemerne med blandt andet at inddrive offentlig gæld og sikre, at borgere og virksomheder behandles ens og korrekt.

Det siger Peder Larsen (SF), formand for Statsrevisorerne

- Utallige gange er der blevet lovet at tage fat på problemerne, skatteministeren har været kaldt i samråd i Skatteudvalget, og hver gang har ministeren lovet at opprioritere de områder, der var diskussioner omkring.

- Men så har ministeren glemt at fortælle Folketinget, at der var andre steder, som man nedprioriterede, siger Peder Larsen.

- Det er toppen af Skat, der skal handle på problemerne. Når man ikke har handlet i tide, er det Skatteministeriets tilsynsfunktion at træde til, siger han.

Statsrevisor Lars Barfoed (K) er enig.

- Det kan ikke have været ubekendt for departementet i ministeriet, at der var problemer, og der har man ikke tilstrækkeligt fulgt op i forhold til Skat, siger Barfoed.

I perioden 2011 til 2013 kritiseres økonomistyringen i Skat. Dermed bliver hele fire tidligere skatteministre ramt af kritikken, nemlig Peter Christensen (V), Thor Möger Pedersen (SF), Holger K. Nielsen (SF) og Jonas Dahl (SF).

I 2013 og 2014 har ministeriets tilsyn med Skat ifølge Statsrevisorerne ikke været så tæt og systematisk, som risici på området forudsætter. Og det til trods for at ministeriets departement tidligere havde vurderet, at der var behov for et udvidet tilsyn med Skat.

Dermed rækker kritikken også ind i perioden, da den radikale Morten Østergaard stod i spidsen for Skatteministeriet, og da Benny Engelbrecht (S) var skatteminister.

Statsrevisorerne er dog tilfredse med, at der nu er fremgang at spore, efter at Skat har indført en ny "styringsmodel". Men Skats problemer er langt fra at være løst, påpeger Barfoed.

- Der er en ny styringsmodel i Skat, der er begyndt at virke fra 2014. Vi kan ikke se tilstrækkeligt endnu, om den virker, men vi anerkender, at der er en ny styringsmodel, der peger fremad, siger Barfoed.

Statsrevisorerne er udpeget af Folketinget og har som opgave at holde øje med, at de penge, Folketinget bevilger, bruges efter hensigten, og at forvaltningen fungerer, som den skal.

/ritzau/