Skattestyrelsen melder ud: 1. juni er der frist

Skrevet af Nicolai Busekist

25/05/2022
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Skattestyrelsen har meldt ud, at der den 1. juni er frist for betaling af én af de otte låntyper, der blev oprettet under pandemien.

Dagens topnyheder

Da Danmark blev ramt af coronapandemien i 2020, blev der af Folketinget vedtaget en række låneordninger. Disse ordninger havde til formål at styrke likviditeten hos virksomheder, der som følge af pandemien blev økonomisk trængte.

Efterfølgende fik Skattestyrelsen til opgave at oprette og administrere disse låneordninger. Det medførte, at der blev oprettet og tilbudt i alt otte rentefri låneordninger i løbet af 2020 og 2021.

Nu er det tid til, at de danske virksomheder skal betale deres lån tilbage. Den 1. juni er der nemlig frist for tilbagebetaling af én af de otte låntyper, der blev oprettet under pandemien. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Konkret er der tale om det særlige 'A-skattelån 3', som cirka 9.000 virksomheder har fået besked på at betale tilbage den 1. juni. I alt skal de næsten 9.000 danske virksomheder tilbagebetalt et beløb, der lyder på omtrent 5,3 milliarder kroner.

"Lånene blev jo stillet til rådighed i en sårbar periode for virksomhederne for at medvirke til at sikre likviditet i samfundet, og derfor skulle Skattestyrelsen med meget kort varsel skrue en række låneordninger sammen, så pengene kunne komme ud at arbejde. Det var hovedformålet, og indsatsen lykkedes. Nu er tiden så inde til, at en stor del af lånene skal betales tilbage," siger David Fjord Nielsen, der er fagdirektør i Skattestyrelsen.

Såfremt en virksomhed har svært ved at tilbagebetale sit lån, er det muligt at få lavet en betalingsordning hos Skattestyrelsen, der løber over op til 12 måneder med afdrag månedligt eller hver 14. dag.

En sådan betalingsordning kommer til at bære den gældende rente på 0,7 pct. pr. måned, som det er tilfældet på andre skyldige poster på Skattekontoen.

Ifølge Skattestyrelsen er der i alt godt 100.000 aktive lån, der skal betales tilbage i løbet af 2022 og 2023. De mange lån fordeler sig på ca. 48.000 virksomheder og dækker over et beløb på 34 milliarder kroner.

Størstedelen af disse havde frist for tilbagebetaling 1. april, hvor 45.000 virksomheder skulle betale ca. 22 milliarder kroner tilbage. Pr. 24. maj er der blevet indbetalt 14,5 milliarder kroner, mens der er oprettet betalingsordninger på 5,8 milliarder kroner.