Skatteydere betalte 624.000 for DF's sommersejltogt

Skrevet af admin

31/10/2015

Mest læste i dag

Da Dansk Folkeparti i sommeren 2013 arrangerede en sejltur til 16 danske byer under overskriften "Det sejler for EU - Vi sejler for Danmark", betalte skatteyderne 624.000 kroner ud af de samlede udgifter på 760.000 kroner.

Det viser en aktindsigt, som blandt andet Jyllands-Posten har fået i regnskabet for turen.

Regnskabet, som DF er blevet opkrævet af Europa-Nævnet, viser, hvad henholdsvis partiet selv har betalt, og hvad Europa-Nævnet, partialliancen Meld og fonden Feld i EU-Parlamentet hver især har betalt.

Sommertogtet undersøges af både EU-Parlamentets administration og Europa-Nævnet, efter at der er rejst tvivl om, hvorvidt den økonomiske støtte er brugt, som reglerne foreskriver.

Der er mistanke om, at støtten ikke kun gik til EU-aktiviteter, men også var møntet på kommunalvalget tre måneder senere.

Af regnskabet fremgår det, at mere end 80 procent af de samlede udgifter blev betalt af skatteyderne, mens partiet selv betalte 136.000 kroner - under 20 procent.

Den største enkeltpost i regnskabet er 320.000 kroner til annoncer efterfulgt af 213.000 kroner til leje af skonnerten "Halmø". 106.000 kroner gik til lønudgifter og over 60.000 kroner til mad og musik.

Sagen begyndte at rulle for godt to uger siden, da medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti Rikke Karlsson meldte sig ud af partiet, fordi hun ikke kunne få indsigt i brugen af EU-midler.

Fredag bad hun formanden for EU-Parlamentet, Martin Schultz, om hjælp til at få indsigt i, hvordan Meld og Feld har brugt deres EU-midler.

/ritzau/