Skib med 700 kæntrer på Middelhavet: Kun 28 er reddet

Skrevet af admin

19/04/2015

Dagens topnyheder

Op til 700 migranter frygtes omkommet natten til søndag i et af de værste skibsforlis i nyere tid med bådflygtninge på Middelhavet.

Deres fartøj kæntrede på grænsen til libysk farvand lidt syd for den italienske ø Lampedusa, og blot 28 personer er reddet, oplyser den italienske kystvagt ifølge nyhedsbureauet Ansa.

- Vi frygter lige nu, at dette er en tragedie med omfattende konsekvenser, siger Carlotta Sami, som er talskvinde for FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, til SkyTG24.

Det overfyldte skib menes at være kæntret, da migranterne flyttede over på den ene side af dækket, da et handelsskib nærmede sig.

- De første detaljer kom fra en af de overlevende, som taler engelsk, og som fortæller, at mindst 700 mennesker - hvis ikke flere - var om bord, siger Sami.

Det tyske nyhedsbureau DPA citerer Times of Malta for, at redningsfolk søndag er på vej til stedet, der ligger nær den italienske ø Lampedusa, efter at et handelsskib natten til søndag opfangede nødsignaler fra det forulykkede skib.

Ulykken skal være sket ved midnat lokal tid.

Italienske skibe, skibe fra den maltesiske flåde og handelsskibe deltager i redningsarbejdet.

Ifølge en talsmand for den italienske kystvagt foregår redningsaktionen i libysk farvand omkring 210 kilometer fra Lampedusas kyst.

Kystvagten har i weekenden været travlt beskæftiget med at bringe migranter i sikkerhed fra en stribe skibe, der har kurs mod den italienske kyst. Alene i den forgangne uge skal omkring 11.000 mennesker have krydset Middelhavet.

Ifølge UNHCR skal flere end 900 mennesker have mistet livet i år på den farlige vej fra Afrika til Europa.

Omkring 20.000 migranter er kommet sikkert i land på den italienske kyst alene i år, skønner Den Internationale Organisation for Migranter (IOM). Det er færre, end i samme periode sidste år.

Men antallet af bekræftede døde er mange gange højere i år.

/ritzau/