Skibet Fortuna har siddet ubehjælpeligt fast i Bandholm Rende i Smålandsfarvandet ved Lolland siden tirsdag middag. Her gik skibet på grund, og siden har det ikke flyttet sig. Det fremgår af Søværnets Operative Kommandos hjemmeside.
SOK sendte i første omgang et patruljefartøj ud til fragtskibet, som er indregistreret i Bahamas. Her blev det konstateret, at Fortuna ikke lækkede olie.
Tidligt i morges forsøgte man så ved hjælp af højvandet at slæbe det 87 meter lange fragtskib fri af havbunden. Men operationen mislykkede.
Nu arbejder SOK på at finde et fartøj, hvor en del af Fortunas last kan overføres til, så skibet bliver lettere og derved har større chance for at komme fri.