Skifergas-modstandere støtter statsindblanding

Skrevet af admin

28/09/2014

Mest læste i dag

Foreningen "Skifergas nej tak" tager positivt imod Miljøministeriets melding om, at ministeriet vil afgøre, om der må udvindes skifergas i Nordjylland.

Det siger foreningens talsmand, Carsten Cederholm, til P4 Nordjylland.

- Det er rigtig godt at få noget mere faglighed ind i sagen. Kommunerne har simpelthen ikke ressourcer til at løfte den opgave, siger han.

I den verserende skifergassag har Frederikshavn Kommune været ansvarlig miljømyndighed for den indledende prøveboring nær landsbyen Dybvad.

Kommunen frygtede at skulle sagsbehandle og tage stilling alene til et så stort og principielt spørgsmål, men det bliver altså nu miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og hendes embedsfolk, der skal tage de afgørende beslutninger.

Skifergas-modstanderne driver hjemmesiden skifergasnejtak.dk og har facebooksiden "Skifergas Nej Tak", der har knap 3800 følgere.

Carsten Cederholm håber, statens indblanding får en tilladelse til at rykke længere væk.

- På den anden side er der også mange interesser involveret - eksempelvis økonomiske interesser. Og hvis statens overtagelse af sagsbehandlingen betyder, at man kobler lokalsamfundet af, så kan udfaldet også vise sig at blive det stik modsatte.

Derfor skal Frederikshavn Kommune have vetoret i sagen, mener Carsten Cederholm.

- Akkurat lige som kommunerne har, når der eksempelvis skal opstilles store vindmøller eller placeres anden vedvarende energiprojekter. Skifergas er jo noget, der kommer til at berøre lokalsamfundene lige så voldsomt - om ikke voldsommere, siger han.

/ritzau/