Skjern får wildcard til Champions League

Skrevet af admin

20/06/2015

Dagens topnyheder

Det europæiske håndboldforbund (EHF) meddelte lørdag, hvilke hold der har fået et wildcard til næste sæsons Champions League i herrehåndbold, hvor turneringen udvides fra 24 til 28 hold.

Og der var godt nyt til dansk håndbold, da Skjern har fået en af de eftertragtede pladser.

Dermed skal den jyske klub for tredje gang i klubhistorien spille med i det fineste selskab - senest var i 2003/2004-sæsonen.

Skjern havde sammen med flere andre europæiske klubber, som ikke automatisk havde kvalificeret sig, ansøgt om en af pladserne i næste års turnering, og her har EHF vurderet ansøgerne ud fra blandt andet tilskuertal, marketing, tv og andre faktorer.

Her blev Skjern fundet tung nok sammen med storhold som Montpellier, Pick Szeged, Wisla Plock, Flensburg-Handewitt og HC Metalurg, der også er klar til Champions League.

Derimod blev andre ansøgerklubber som RK Nexe, HBC Nantes, Saint-Raphael, SC Magdeburg, Gorenje Velenje og Alingsås forbigået.

Der mangler fortsat at blive fundet en enkelt deltager. Det sker i en kvalifikationsturnering mellem Alpla, RK Boras, Limburg Lions og Elverum.

Lodtrækningen til gruppespillet i Champions League foretages 26. juni.

/ritzau/