Skjern holder på 17-årigt stortalent

Skrevet af admin

02/04/2015

Dagens topnyheder

Sidste weekend imponerede den blot 17-årige stregspiller Emil Bergholt med præstationer på højt niveau, da han sammen med Skjern Håndbold vandt pokalturneringen ved Final 4-stævnet i Aalborg.

Nu har Skjern Håndbold sørget for, at de har kontrakt med stortalentet de kommende to år. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- I Skjern lærer jeg af de bedste, og jeg har utrolig gode muligheder for at udvikle mit håndboldspil yderligere.

- Det betyder virkelig meget, at jeg kan blive i den klub, hvor jeg altid har spillet, og jeg både håber og tror på, at jeg kan nå langt sammen med Skjern, siger Emil Bergholt.

Fra næste sæson bliver Bergholt fast inventar i Skjerns førsteholdstrup, og han har fået tilpasset sin uddannelse på Vestjysk Handelsskole, så der er mulighed for både skole og masser af håndbold i hverdagen.

Det glæder også bestyrelsesformand Carsten Thygesen, at klubben har fået Emil Bergholt til at skrive under på en kontrakt med de grønblusede.

- Det glæder os altid på en særlig måde, når vi skriver kontrakter med nogle af vores egne spillere. Han har allerede ved flere lejligheder bevist, at talentet rummer potentiale til en spændende håndboldkarriere, siger bestyrelsesformanden.

Det bliver trøje nummer 14, som Emil Bergholt skal trække over hovedet, og det er ikke første gang, at der står Bergholt bag på den trøje.

Stortalentets far, Henrik Bergholt, spillede med samme trøjenummer for Skjern, som han repræsenterede 351 gange.

Emil Bergholt fik sin ligadebut i efteråret 2014. I øjeblikket kæmper han sammen med resten af Skjern om at komme videre til DM-semifinalen fra slutspillets Pulje 1.

Onsdag vandt Skjern 29-24 over ærkerivalen Team Tvis Holstebro, som klubben også slog i søndagens pokalfinale.

/ritzau/