Skoler genåbner i Sierre Leone efter lang ebola-lukning

Skrevet af admin

14/04/2015

Mest læste i dag

Sierra Leones børn og unge vender tirsdag tilbage til klasselokalerne efter ni måneders fravær, som begyndte sidste sommer, da ebola-smitten hærgede i det vestafrikanske land.

Flere millioner skolebørn kan i denne uge igen komme i gang med bøgerne ifølge FN's børnefond, Unicef.

Det afrikanske land med seks millioner indbyggere har sammen med Liberia og Guinea været centrum for det hidtil værste udbrud af den dødelige virussygdom.

Alene i Sierra Leone har 3854 mennesker ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mistet livet siden sidste forår.

At regeringen har besluttet at genåbne skolerne, betyder imidlertid ikke, at alt er, som det var før udbruddet.

Solomon Sogband, som er chef for Amnesty International i Sierra Leone beskriver i Huffington Post, hvordan hovedstaden, Freetown, minder om en by i "karantæne."

- Før udbruddet gik jeg hver dag til kontoret midt i Freetown, og mine børn gik i skole. Nu forlader vi dårligt nok huset. Vi besøger ikke nogen, og vi får ingen besøg. Telefonen og sociale medier er vores primære kommunikation med andre, siger Sogband.

Det seneste udbrud af ebola er endnu ikke udryddet, men i hovedparten af landets regioner er det mere end tre uger siden, man sidst har konstateret et nyt tilfælde.

- Vores højeste prioritet er at få udryddet ebola, så der ikke opstår nye tilfælde i Sierra Leone, siger Roeland Monasch fra Unicef.

For at udgå ny smittespredning får eleverne målt deres temperatur, når de møder i skole.

Desuden har Unicef opsat knap 25.000 vaske på landets skoler, så eleverne kan vaske hænder i løbet af dagen.

/ritzau/