Skotlands tilhængere af løsrivelse er bagud i ny måling

Skrevet af admin

12/09/2014

Mest læste i dag

Ifølge en ny måling vil et flertal af vælgerne i Skotland stemme nej til en løsrivelse fra den over 300 år gamle union med England.

52 procent vil ved den historiske afstemning om en uge stemme nej til skotsk selvstændighed, mens 48 procent er for en løsrivelse fra Storbritannien.

Målingen, der ser bort fra de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig, er lavet af YouGov for aviserne The Times og Sun. Den viser også, at kun fire procent af de stemmeberettigede er i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

Det er første gang siden begyndelsen af august, at "nej"-kampagnen vinder terræn. I weekenden viste en måling fra YouGov for første gang et flertal for løsrivelse, men med den nyeste undersøgelse ser det nu ud til, at de skotske nationalister taber afstemningen 18. september.

Og bliver det til et nederlag skyldes det især de kvindelige vælgere, hvor et klart flertal på 58 procent vil stemme nej. Blandt de mandlige vælgere støtter derimod hovedparten - 54 procent - en løsrivelse.

Fordelt på aldersgrupper er opbakningen til selvstændighed med 60 procent størst hos vælgere mellem 25 og 39 år, mens modstanden er mest markant blandt de ældste vælgere. 64 procent af vælgerne over 60 år vil stemme nej ifølge The Sun.

De seneste ugers medvind til selvstændighedsbevægelsen har nærmest skabt panik i regeringskontorerne i London. Efter weekendens chokmåling aflyste den konservative premierminister David Cameron en debat i parlamentet og rejste sammen med lederne af de to andre store partier til Skotland for at føre valgkamp for unionstilhængerne.

Usikkerheden om Skotlands fremtid har også svækket det britiske pund. Valutaspørgsmålet er bare et blandt mange uafklarede, hvis Skotland skulle kappe båndene til Storbritannien.

/ritzau/AFP