Skræmmende Bayern giver Wolfsburg pokalklø

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Nicklas Bendtner var tilbage i Wolfsburgs trup, men den danske landsholdsangriber måtte se til fra udskiftningsbænken, da hans klub tirsdag aften tabte med 1-3 til et imponerende stærkt Bayern München-hold i den tyske pokalturnering.

Wolfsburgs reducering faldt først i kampens sidste minut, da André Schürrle sendte bolden i nettet, og Bayerns sejr var aldrig truet.

Allerede efter 20 minutters spil var kampen reelt afgjort, da Douglas Costa og Thomas Müller havde bragt gæsterne i front med 2-0.

Den slags føringer sætter den sydtyske storklub nærmest aldrig over styr, og da Müller med en kanonflugter øgede til 3-0 før pausen, var sagen klar.

Bayerns dominans i tysk fodbold er tæt på skræmmende i denne sæson, hvor holdet har vundet samtlige ti kampe i Bundesligaen.

Selv en ambitiøs og pengestærk topklub som Wolfsburg ser ud til at befinde sig i en anden liga bedømt ud fra kampen tirsdag aften.

Bayern spillede ganske enkelt bolden rundt om hjemmeholdets spillere, der kun sjældent truede Manuel Neuers mål.

Mens Nicklas Bendtner altså så hele kampen fra bænken, var der spilletid til Uffe Bech og Leon Andreasen, da Hannover 96 tabte med 1-2 til Darmstadt. Andreasen spillede hele kampen, mens Bech uden held kom på banen i slutfasen.

I det hele taget var det en dårlig pokaldag for danskerne i tysk fodbold. Også Yussuf Poulsen og RB Leipzig er færdige i turneringen efter et 0-3-nederlag til Unterhaching, der befinder sig helt nede i Regionalligaen - fjerde niveau i det tyske ligasystem.

Poulsen var på banen i alle 90 minutter.

/ritzau/