Den tidligere frikendte amerikaner Amanda Knox beklager den dom i Italien, der torsdag slog fast, at hun er skyldig i drabet på sin britiske bofælle Meredith Kercher og skal tilbringe 28 år i fængsel.
- Jeg er skræmt og ked af det over denne uretfærdige dom. Da jeg tidligere er frikendt, havde jeg forventet mere af det italienske retssystem, lyder det i en udtalelse fra Amanda Knox, der nu bor i Seattle i den amerikanske delstat Washington.
I 2007 studerende hun i Perugia i Italien. Det var her, hun boede sammen med 21-årige Kercher, der blev fundet halvnøgen i en blodpøl på gulvet i sit soveværelse.
Knox og hendes tidligere kæreste Raffaele Sollecito blev i første gang dømt for at have dræbt Kercher og tilbragte fire år i fængsel.
- Der har altid været en bemærkelsesværdig mangel på beviser i sagen. Min familie og jeg har lidt på grund af denne fejlagtige forfølgelse, siger hun videre i udtalelsen, der er sendt fra hendes talsmand, David Marriott.
26-årige Knox mener, at det italienske retssystem er skyldig i "karaktermord", og at det har været ude af stand til at indrømme fejl.
Amanda Knox og italienske Raffaele Sollecito blev i oktober 2011 begge frikendt i en appelsag, hvorefter Amanda Knox rejste hjem til Seattle.
Kun fire måneder efter udtrykte anklagemyndigheden et ønske om at genåbne sagen, fordi den mente, at Knox blev frifundet på grund af "udeladelser og mange fejltagelser".
En narkotikahandler, Rudy Guede, som var til stede i huset, hvor drabet skete, har siddet fængslet i en årrække i sagen, efter at han har givet mange modstridende forklaringer.
Sollecito er nu også fundet skyldig i drab igen og er blevet dømt til 25 års fængsel.
/ritzau/AFP