Skræmt grønlandsk leder: Troede jeg skulle skydes

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

En demonstration i Nuuk mod Grønlands regering, Naalakkersuisut, rystede tirsdag flere borgere.

Ikke mindst hovedpersonen Aleqa Hammond, som har været ude i et politisk stormvejr, efter at det kom frem, at hun som regeringschef har brugt mere end 100.000 kroner af det grønlandske selvstyres kasse til private formål.

Ifølge det grønlandske medie sermitsiaq.ag piskede cirka 500 demonstranter en hadsk stemning op og kom både med høje tilråb, aggressiv buhen og personlige skældsord mod Hammond.

Nu står den detroniserede tidligere formand for Naalakkersuisut og partiet Siumut frem og fortæller, at hun blev bange ved optøjerne.

- Jeg må ærligt indrømme, at da demonstrationen var på sit højeste, frygtede jeg, at nogen ville skyde mig, gøre mig fortræd eller slå mig ihjel. Jeg har brug for at dele mine tanker med jer, skriver Aleqa Hammond på Facebook.

Den daværende Siumut-formand trak sig onsdag tilbage oven på flere dages stærkt pres fra flere sider.

Samtidig blev der udskrevet valg på Grønland.

I første omgang bakkede den grønlandske regering ellers op om Hammond. Hun undgik med nød og næppe et mistillidsvotum i Landstinget tirsdag og fik efterfølgende bevilget orlov fra sit politiske virke, indtil en revisionsundersøgelse af hendes forbrug af offentlige midler er færdig.

Men siden trak tre ministre støtten, og koalitionspartneren, det liberale Atassut-parti, kunne heller ikke længere bakke op om Aleqa Hammond, hvorfor regeringen ikke længere havde parlamentarisk flertal.

Grønlænderne går i stemmeboksene 28. november.

/ritzau/