Skuespiller skriver historie ved tv-show

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Der blev skrevet tv-historie i går aftes, hvor årets Emmy-priser blev uddelt.

"How to Get Away with Murder"-skuespillerinden Viola Davis løb med en stor del af opmærksomheden.

Den 50-årige skuespillerinde skrev sig nemlig direkte ind i historien som den første afroamerikanske kvinde, der er blevet belønnet med tv-prisen Emmy for sin hovedrolle i en dramaserie, skriver ABC News.

- Nu skal jeg fortælle jer noget: Det eneste, der adskiller farvede kvinde fra nogen andre, er muligheder. Man kan ikke vinde en Emmy for en rolle, der ikke findes, sagde skuespillerinden i sin takketale.

Viola Davis har tidligere vundet en Tony Award for sit skuespil, og to gange har hun været nomineret til de prestigefyldte Oscar-statuetter.

- Jeg vil gerne takke de folk, der har redefineret, hvad det vil sige at være smuk, at være sexet, at være en førende kvinde og at være sort, lød ordene fra Emmy-vinderen, der også benyttede chancen til at takke en række af sine kvindelige farvede kolleger.

Viola Davis var dog ikke alene om at skrive sig ind i historiebøgerne ved den store prisuddeling.

Tv-serien "Game of Thrones", som blandt andre har danske Nikolaj Coster-Waldau på rollelisten, har nu æren af at have vundet flest kategorier ved en Emmy-uddeling. Hele 12 priser blev det til for den populære fantasy-serie.

Se Viola Davis vinde og takke her: https://www.youtube.com/watch?v=AJI3xdBQH38

/ritzau/FOKUS