Skuespiller vred over flirtende kendismænd

Skrevet af admin

19/05/2015

Dagens topnyheder

Skuespilleren Chris Pratt er meget stolt af sin smukke kone, skuespillerinden Anna Faris, og han har tilsyneladende ikke været alene om at værdsætte hendes skønhed.

Faktisk var hans dårende kone så attraktiv i andre mænds øjne, at de prøvede at gafle "Scary Movie"-stjernen, selv om Pratt stod lige ved siden af hende, fortæller han til mandemagasinet GQ.

- Jeg har oplevet at være ham fyren, der holder tasken ved forskellige arrangementer, og folk kiggede bare lige igennem mig, siger Pratt og fortsætter:

- Imens kom skuespillere helt åbenlyst op og flirtede med min kone lige for øjnene af mig og uden at se på mig, så jeg måtte udbryde: "Hvad pokker laver du, mand?"

- Jeg ved stadig præcis, hvem de er, og jeg håbede dælme, at bejlerne kom til audition på "Guardians of the Galaxy", raser skuespilleren og henviser til sin store actionfilm fra 2014.

35-årige Chris Pratt og 38-årige Anna Faris er ellers et ret etableret par. De mødte hinanden i 2007 under indspilningerne af filmen "Take Me Home Tonight". To år senere blev de forlovet og giftede sig efterfølgende på den indonesiske ø Bali i 2012.

I 2012 kom parrets søn, Jack, til verden, og de overvejer i øjeblikket, om han skal være storebror.

- Jack blev født alt for tidligt og er derfor præmatur, og med Annas 38 år er tanken om at gå igennem en normal graviditet for hård, siger Pratt åbenhjertigt og tilføjer:

- Vi overvejer barn nummer to, men hvis det skal ske, skal det være via en surrogatmor eller gennem adoption, erkender skuespilleren.

Chris Pratt kan ses i den fjerde "Jurassic Park"-film "Jurassic World," der får dansk premiere 11. juni.

/ritzau/FOKUS