Skuespilleren Laureen Bacall er død

Skrevet af admin

13/08/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske skuespiller Lauren Bacall er død. Hun blev 89 år. Gennem syv årtier var hun et stort navn i filmverdenen.

Bacall medvirkede blandt andet i Lars von Triers film Dogville i 2003. Privat dannede hun fra 1945 par med Hollywood-stjernen Humphrey Bogart til hans død i 1957.

De to mødte hinanden, da Bacall som 19-årig indspillede sin første film At Have og Ikke Have i 1944. På det tidspunkt var Bogart gift og i midten af 40'erne.

Filmen gjorde hende til en af efterkrigstiden største stjerner i biograferne, og debuten er beskrevet som en af de mest imponerende i filmhistorien. Hun portrætterede en ny type femme fatale: selvstændig, intelligent, men stadig erotisk ifølge BBC.

- Det er i dyb sorg, men med stor taknemmelighed for hendes fantastiske liv, at vi bekræfter Lauren Bacalls død, skriver Bogart Estate, der forvalter legendens formue, på det sociale medie Twitter.

Parret var et af filmverdenens mest glamourøse og i tre film, The Big Sleep, Dark Passage og Key Largo, spillede de over for hinanden i hovedrollerne.

Næsten 50 år efter sit gennembrud fik Bacall en Golden Globe og blev nomineret til en Oscar for sin rolle i The Mirror Has Two Faces.

I 1961 blev Bacall gift med Jason Robards, en anden af tidens store filmnavne. Han havde svært ved at holde sig fra flasken og i 1969 gik parret fra hinanden.

Lauren Bacall blev født 16. september 1924 i New York og døbt Betty Joan Perske. Hendes forældre stammede fra Rumænien og Polen.

- Hun var den stakkels lille jødiske pige fra Bronx, som lignede en sofistikeret kvinde, skrev The Guardian i et portræt i 1999.

I løbet af sin karriere blev Lauren Bacall kendt for sin dybe stemme og forførende katteøjne. Hun blev en af Hollywoods største kvindelige stjerner og ifølge magasinet Variety "inspirerede hun en generation af skuespillerinder" med sine evner og sit udseende.

Skuespilleren døde af et slagtilfælde i sit hjem ifølge hjemmesiden TMZ.

/ritzau/AFP