Skuffet Højbjerg: Vi var hele tiden et skridt bagefter

Skrevet af admin

28/06/2015

Dagens topnyheder

Skuffelsen er stor i den danske lejr ved U21-EM i Tjekkiet, efter at danskerne lørdag aften tabte semifinalen til Sverige med 1-4.

Et effektivt svensk hold straffede uden nåde de danske forsvarsfejl, og dermed er det altså svenskerne, der spiller finale mod Portugal på tirsdag.

- Det er ærgerligt og bittert. Det er aldrig sjovt at tabe, når man er så tæt på det store trofæ, siger Pierre-Emile Højbjerg til 3+.

- Vi må erkende, at svenskerne hele tiden var et skridt foran både mentalt og spillemæssigt. Vi må ønske dem tillykke, lyder det fra Bayern München-spilleren.

Der spilles ikke bronzekamp ved EM, og dermed er den danske deltagelse forbi.

Det blev til to sejre og to nederlag og en OL-billet til Rio de Janeiro næste år. Og danskerne har lært en masse af at være med i turneringen, mener Højbjerg.

- Vi skal være mere kyniske i begge felter. Vi skal score på vores chancer, og i dag fik svenskerne nogle lidt tynde mål.

- Turneringen er en lære til fremtiden. Man skal huske på, at vi er et U-hold. Vi har alle sammen noget at lære - også jeg selv. Men vi kan se mod fremtiden med fortrøstning, siger Pierre-Emile Højbjerg.

Uffe Bech scorede det enlige danske mål i semifinalen.

/ritzau/