Politiet har torsdag aften fået en anmeldelse om skyderi i den nordvestlige del af København. Ingen meldes ramt eller såret, oplyser vagtchef Jens Christiansen til Ritzau.
Skyderiet fandt sted på Frederiksborgvej i det nordvestlige København, hvor politiet efterfølgende har spærret vejen mellem Tuborgvej og Glasvej.
- Vi fik et par anmeldelser om nogen, der havde hørt skud, og nu har vi så afspærret området.
- Vi har lige fundet nogle hylstre derude, så der har altså været et eller andet. Men vi har ikke hørt om nogen, der er blevet ramt.
- Der er en enkelt bil, der er set køre fra stedet. Men om den har haft noget at gøre med skyderiet, kan vi ikke sige noget om, siger Jens Christiansen.
Politiet er torsdag aften fortsat i området og undersøger sagen nærmere.
/ritzau/