Det blev det historiske drama "12 Years A Slave", der vandt hovedprisen ved uddelingen af de prestigefyldte Oscar-statuetter, der fandt sted natten til mandag dansk tid i Los Angeles.
Steve McQueens film blev hædret med prisen som bedste film - ligesom den blev ved Golden Globe-uddelingen tidligere på året.
"12 Years A Slave" er en sand fortælling om en fri, sort mand, der bliver kidnappet og solgt som slave i Sydstaterne i USA i midten af 1800-tallet.
Filmen slog otte andre nominerede i kategorien: "American Hustle", "Captain Phillips", "Dallas Buyers Club", "Gravity", "Her", "Nebraska", "Philomena" og "The Wolf of Wall Street".
Lupita Nyong'o vandt også prisen for bedste kvindelige birolle for sin præstation i filmen.
Dansk film var for første gange nogensinde nomineret til tre priser ved samme show. Den danske kortfilm "Helium" vandt en Oscar, mens "Jagten" og "The Act of Killing" blev forbigået.
/ritzau/