Slidte KIF-stjerner forsvarer førstepladsen

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

KIF Kolding København vandt sikkert med 33-27 over Ribe-Esbjerg og forsvarede førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

Ribe-Esbjerg havde sat næsen op efter point i Brøndby Hallen, da KIF's tophold i øjeblikket er hårdt ramt af skader.

Gæsterne forsøgte fra start at irritere KIF-stjernerne med et offensivt forsvar, og den strategi lykkedes meget godt.

Bo Spellerberg og holdkammeraterne havde store problemer med at komme på skudhold i en jævnbyrdig indledning, hvor Ribe-Esbjerg med lidt held kunne have taget føringen.

Desværre for gæsterne så stod Kasper Hvidts målmandskollega Søren Westphal fremragende på målstregen- blandt andet strålede han med flere straffekast-redninger.

Frem mod slutningen af første halvleg begyndte KIF at trække fra. Føringen på 9-8 blev udbygget til 15-11 før pausen.

Ribe-Esbjerg blev ved med at arbejde hårdt, men det lykkedes ikke at få skabt spænding om kampens udfald.

KIF topper ligaen med 23 point for 13 kampe. De nærmeste forfølgere fra Skjern spiller senere onsdag aften mod Aalborg.

Tidligere på onsdagen vandt Århus Håndbold suverænt med 29-20 over bundholdet TMS Ringsted.

/ritzau/