Små kommuner må fyre lærere og pædagoger næste år

Skrevet af Redaktionen

401 uger siden

|

07/09/2016

Dagens topnyheder

Færre lærere og pædagoger, slidte bøger og aflyste lejrture. Det er, ifølge lærere, skoleledere og kommunale chefer, hvad der venter elever i skoler i landets små kommuner næste år, skriver Politiken onsdag.

Fra næste år halveres de 600 millioner kroner om året, der blev afsat i forbindelse med skolereformen, og som skulle gøre det muligt for de mest udsatte kommuner at leve op til lovens krav om flere timer i skolen. Fra 2018 smækkes låget helt i.

Allerede næste år skal de hårdest ramte kommuner finde 4500 kroner per elev. Det svarer til godt seks procent af kommunens udgifter til folkeskolen, viser fremskrivninger lavet af Danmarks Lærerforening ifølge avisen.

I Assens Kommune betyder ophøret af bloktilskuddet, at kommunen fra næste år har godt seks millioner kroner mindre til folkeskolen og i 2018 har 14,6 millioner kroner mindre i forhold til budgettet i år.

Per Helding Madsen er leder på Vissenbjerg Skole på Fyn og formand for Vestfynske Skoleledere. Han siger, at det får store konsekvenser for skolerne i området.

- Bare på min skole skal jeg spare to millioner. Det svarer til fire lærer- eller pædagogstillinger. Og der er ikke noget flæsk, vi kan skære i mere.

- Så det er kun på lønninger, vi kan spare beløb i den størrelsesorden, siger han til Politiken.

Skoleårene er planlagt sådan, at lærerne underviser 27 lektioner om ugen, lyder det fra formanden.

- Det er et højt tal, for timerne skal også forberedes, og lærerne skal desuden føre tilsyn med skolen og fungere som gårdvagter, siger Per Helding Madsen.

/ritzau/