Småskadede FCM-stjerner giver Thorup udfordringer

admin

467 uger siden

|

21/10/2015

Dagens topnyheder

Torsdag spiller FC Midtjylland en af de største og vigtigste kampe i klubbens historie, når den italienske storklub Napoli gæster MCH Arena.

Men de danske mestre har været hårdt plaget af skader på det seneste, og der er stadig mange af de sædvanlige stamspillere, som ikke er på 100 procent.

En del var med til noget af træningen onsdag, men ikke for fuld styrke.

- Pione Sisto måtte gå ind, Tim Sparv stod over til sidst, Erik Sviatchenko var mere eller mindre med, men ikke i det sidste spil. Filip Novák var dog med hele træningen, siger Jess Thorup om nogle af de vigtigste, som døjer med småskader.

Han venter nu på at høre, hvordan de enkelte spillere restituerer efter træningen.

- Vi skal lige have en reaktion på det. De er i klubben nu til behandling, siger Thorup.

Midterforsvarer Erik Sviatchenko har fået et slag på foden, og han er en af dem, som på forhånd er meldt tvivlsom. Jess Thorup tror dog på, at Sviatchenko melder sig under fanerne til kampen.

- For mig lyder det lidt som om, det er smertetærsklen, som skal afgøre det, og derfor tror jeg ikke, det bliver et problem, lyder det fra FCM-træneren.

Når navne som Gonzalo Higuain, Lorenzo Insigne og José Callejon kommer på besøg, er det i hvert fald vigtigt, at FCM-defensiven står stærkt.

Midtjyderne har fået en fremragende start på Europa League-gruppespillet med sejre over Legia Warszawa og Club Brugge, og da Napoli har gjort det samme, bliver mødet i Herning torsdag et decideret topbrag i gruppen.

/ritzau/