Smæk fødderne op: Her indføres nu to-dages arbejdsuge

Skrevet af Nils Würtzenfeld

27/04/2016

Mest læste i dag

Synes du også, at en almindelig dansk arbejdsuge fra tid til anden kan være ualmindelig svær at komme igennem?

Så er der desværre ingen trøst at hente i de næste linjer, for i Venezuela har regeringen nu besluttet, at skære arbejdsugen for alle offentlige ansatte ned til bare to dage.

Det sker i et forsøg på at få bugt med den store energikrise, som landet står midt i, skriver Aftenposten.no

- Der bliver intet arbejde i den offentlige sektor onsdage, torsdage og fredage med undtagelse af grundlæggende og nødvendige opgaver, oplyste Venezuelas vicepræsident, Aristobulo Isturiz i en tv-udsendelse forleden.

Beslutningen er den seneste i rækken af drastiske tiltag fra præsindet Nicolas Maduros' regering for at komme landet økonomiske- og energimæssigekrise til livs. Tidligere i april skar regeringen en arbeidsdag i den offentlige sektor ned til seks timer om dagen og indførte betalt afspasering af fredage frem til 6. juni. Nu følger man så op med at skære yderligere, ligesom børne- og ungdomsskoler også vil holde lukket alle fredage.

De drastiske beslutninger skyldes blandt andet vejrfænomenet El Nino, der har forårsaget tørke i Venezuela. En tørke der også har ramt - og udtørret - flere af de søer, som landet bruger til strømproduktion.

Derfor har man også indført strømforbud fire timer hver dag i otte af landets regioner, og i forrige uge flyttede regeringen tilmed landets tidszone 30 minutter for at opnå mere dagslys.

Krisen har også resulteret i, at benzinpriserne i Venezuela tilbage i februar i år steg 60 gange, og nu øges prisen igen med over 6000 procent.

I takt med oliepriserne er også Venezuelas økonomi ligeledes styrtdykket, hvilket har medført, at befolkning kæmper for at få basale varer som toiletpapir og madolie.

Så måske vi alligevel ikke bør misunde de hårdtprøvede venezuelere deres korte arbejdsuge.

Følg Dagens Mærkelige Nyheder for flere lignende artikler: